Partneraftale

Aftalen gælder mellem dig som partner og MHP Design, CVR-nr. 46699696, der driver Tillyk ("Tillyk").

1. Hvem kan være partner

Virksomheder med et dansk CVR-nummer. Tillyk godkender hver ansøgning og kan afvise uden begrundelse.

2. Rabatkoden

Du får en personlig kode, der giver kunden 10 % rabat ved køb af en betalt plan til en festside. Koden kan ikke kombineres med andre rabatter.

3. Provision

Du får 50 kr. for hver Fest og 125 kr. for hver Stor fest, der købes med din kode som første betalte køb til en festside. Festsiden bliver dermed knyttet til dig.

Opgraderer kunden samme festside fra Fest til Stor fest inden for 12 måneder efter første køb, får du yderligere 75 kr., også selv om koden ikke bruges igen. En anden partners kode kan ikke overtage en festside, der allerede er knyttet til dig. Er festsiden købt uden kode, giver en senere opgradering med din kode 75 kr..

Beløbene er inklusive eventuel moms. Er din virksomhed momsregistreret, skal momsen stå på fakturaen. Er den ikke momsregistreret, fakturerer du uden moms. Tillyk betaler ikke moms oven i beløbene.

4. Arrangører, der køber til deres kunder

Køber du festsider i eget navn til dine kunder, fx som eventplanlægger eller festlokale, kan Tillyk godkende dig særskilt som arrangør. Så får du automatisk 35 % erhvervsrabat, når du betaler for en festside på din egen konto. Du får ikke provision af dine egne køb.

Dine køb er erhvervskøb. Tillyks fortrydelsesret for forbrugere gælder ikke dem, og du har selv ansvaret over for din kunde for det, du sælger videre. Giver du din kunde adgang til festsiden, fx som medvært, er du ansvarlig for, at kundens og gæsternes oplysninger kun bruges til festen. Din almindelige rabatkode gælder stadig for kunder, der selv køber deres festside.

5. Hvornår provisionen kan udbetales

Provisionen registreres som afventende, når betalingen er gennemført. Efter 30 dage frigives den til udbetaling, hvis betalingen ikke er refunderet, tilbageført eller omfattet af en igangværende indsigelse. Bliver en betaling tilbageført, efter provisionen er udbetalt, kan beløbet modregnes i næste afregning, og du får besked om hvorfor. Bliver en betaling kun delvist refunderet, nedsættes provisionen forholdsmæssigt.

6. Udbetaling

Du kan få udbetalt, når der er mindst 200 kr. frigivet. Send en faktura til hej@tillyk.dk med beløb, CVR-nummer, eventuel moms og kontonummer i virksomhedens navn. Tillyk betaler senest 14 dage efter at have modtaget en korrekt faktura. Ophører samarbejdet, kan du få slutafregning af frigivet provision, også hvis det er under 200 kr., når afventende provision er færdigbehandlet. Du står selv for skat og moms af provisionen.

7. Markedsføring

Du er ansvarlig for, at din markedsføring overholder reglerne, herunder tydelig reklamemærkning, forbuddet mod vildledende markedsføring og reglerne om elektroniske reklamehenvendelser.

Tillyk kan kontrollere det, du offentliggør om Tillyk. Overholder det ikke reglerne eller aftalen, kan Tillyk kræve det rettet eller fjernet, og ved alvorlige eller gentagne overtrædelser suspendere eller ophæve samarbejdet. Du skal på rimelig anmodning kunne vise grundlaget for det, du skriver om Tillyk.

8. Tillyks navn og logo

Mens samarbejdet varer, må du bruge Tillyks navn, logo og det materiale, vi stiller til rådighed, når du omtaler Tillyk. Retten er ikke eksklusiv og kan ikke overdrages. Du må ikke registrere domæner, profiler eller mærker, der kan forveksles med Tillyk.

9. Persondata

Du ser kun det, der er nødvendigt for din provision: dato, plan og beløb for hvert køb. Du får ingen oplysninger om kunderne, deres gæster eller deres betaling.

Tillyk registrerer, hvilken kode der er brugt ved et køb, for at kunne afregne provision. For at forebygge og undersøge misbrug kan Tillyk bruge en pseudonym kortidentifikator (card fingerprint) fra Stripe. Den er ikke et kortnummer, men kan bruges til at sammenligne betalinger og behandles derfor som en mulig personoplysning. Den bruges kun til kontrol og slettes efter 12 måneder. Læs mere i privatlivspolitikken.

10. Snyd, uenighed og ophør

Begge parter kan opsige samarbejdet når som helst. Tillyk kan suspendere eller ophæve det med det samme ved væsentlig misligholdelse, svig eller dokumenteret misbrug. Provision, der er opnået ved snyd eller i strid med aftalen, bortfalder. Gyldigt optjent provision berøres ikke alene af, at samarbejdet ophører.

Er du uenig i en afvist eller nedsat provision, kan du bede om en begrundelse og en ny vurdering. Tillyk oplyser så vidt muligt årsagen uden at give dig oplysninger om kunderne. Provision, der ikke er uenighed om, holdes ikke tilbage på grund af uenighed om andre provisioner.

Ved ophør deaktiveres din rabatkode, og alle registrerede provisioner gøres op. Senere tilbageførsler kan reguleres efter punkt 5, og en regulering skal kunne dokumenteres. Tillyk trækker aldrig penge fra din konto uden særskilt aftale. Du skal stoppe med at præsentere dig som Tillyk-partner og fjerne materiale, der giver indtryk af, at samarbejdet fortsætter. Din ret til provision for opgraderinger af festsider, du har henvist før ophøret, gælder i den aftalte periode.

11. Ansvar

Hver part er ansvarlig for egne handlinger og undladelser efter dansk rets almindelige regler. Tillyk er ikke ansvarlig for indirekte tab, fx tabt avance eller omsætning, medmindre andet følger af ufravigelig lov, eller tabet skyldes forsæt eller grov uagtsomhed. Du er ansvarlig for dokumenterede, direkte tab, som Tillyk lider, fordi du ansvarspådragende har overtrådt punkt 7. Parterne giver hinanden besked uden unødig forsinkelse om krav fra andre, der kan vedrøre samarbejdet, og hjælper hinanden med at håndtere dem.

12. Ændringer

Tillyk kan ændre beløb og øvrige vilkår fremadrettet med mindst 30 dages varsel på mail. Væsentlige ændringer begrundes, og du kan opsige samarbejdet, før de træder i kraft. Ændringer gælder kun køb efter, de er trådt i kraft. Allerede optjent provision og retten til opgraderingsprovision for festsider, du har henvist, berøres ikke.

13. Lov og tvister

Aftalen følger dansk ret. Uenigheder forsøges løst i dialog, ellers ved Tillyks hjemting.

Spørgsmål: hej@tillyk.dk. Tilbage til partnersiden